NYHEDER

**2014** **2013** **2012-2011** **2010-2009** **2008-2007** **2006-2005**

 

2015

Seneste Opdateringer i 2015:
Juni: Diva klar til parring med en pragtfuld udenlandsk multi champion. Maj - Ny udendørs Hvalpegård. Marts - ny tricolour Korthåret Collie hanhvalp importeret fra Finland. Februar - Veloverstået Dobbelt Udstilling. Januar - Et nyt år er begyndt.

 

17. JUNI 2015

MILLI MILLER VÕIMAS SAMURAI AAPO x TÖRNSKOGENS BVLGARI FEMME "DIVA"

Diva er netop gået i løbetid og skal parres med Milli Miller Võimas Samurai Aapo - en super skøn Korthåret Collie fra Luxembourg. Aapo er hanhund jeg allerede for over 1½ år siden udvalgte som én af de kommende "fædre" til Diva's fremtidige kuld. Generelt har jeg (ligesom det altid har været gældende for vores stutteri) brugt rigtig lang tid på research, og med stor omhu udvalgt de blodlinier som jeg ønsker at kombinere med Diva's, i de 2-3 kuld vi har planlagt at få efter hende (jeg tænker altid meget langsigtet når det drejer sig om avl, dvs. flere generationer frem☺). Jeg håber selvfølgelig meget på at avle et kuld med Ace (vores egen import fra Finland)  men i første omgang ønsker vi at få 1 eller 2 kuld efter andre udenlandske hanhunde - med henblik på at beholde en tævehvalp, der både "passer" sammen med Ace og med nogle af de andre blodlinier jeg på sigt gerne vil bruge. Aapo's stamtavle inkluderer mange af de linier som jeg har ønsket skulle være grundlæggende for vores avl, og han er tillige i familie med to af vores skønne tæver, som vi desværre aldrig nåede at få hvalpe efter - Aapo's mor er bla. halvsøster til Lolly, ligesom han også har adskillige relationer til Queenie.

Milli Miller Võimas Samurai Aapo er avlet af Kennel Milli Miller (EST) og er ejet af Jaanika Topkin, Luxembourg. Udover stamtavlen, opfylder Aapo alle de andre kriterier vi har når der skal udvælges hanhund. Han er en utrolig flot, velbygget og "korrekt" hund med dejligt temperament. Aapo har et smukt hoved med det søde/milde udtryk vi gerne vil have at vores Korthårede Collies har - uden at han på nogen måde mister den "maskuline" udstråling. Hans helbredsstatus er også helt i top med de bedste resultater på både hofter og albuer, samt mht. øjensygdomme. Aapo er Multi Champion med super udstillingsresultater (International Champion, Verdens Vinder Res. 2011, Champion i 6 lande mm) - og sidst men ikke mindst har han været formidabel indenfor hundesporten og er bla. trænet/afprøvet i: lydighed, agility, eftersøgning/redningsarbejde på land & vand, hyrdning af får mm. Vi krydser så meget fingre for at det hele lykkedes, for det første drømmer vi som sagt om at kunne beholde en tævehvalp efter Aapo og Diva, men vi har også rigtig mange hvalpekøbere som i lang tid har haft "reserveret" en hvalp efter Diva. Og ikke mindst ville Aapo's ejer Jaanika utrolig gerne om nogle år have en hvalp fra os af, med hendes elskede Aapo på stamtavlen som morfar.

 

MAJ 2015

NY UDENDØRS HVALPEGÅRD

Vi har længe haft i tankerne at lave en udendørs "Hvalpegård" (indhegning) til vores fremtidige kuld, så i april og maj måned har vi fået "planet" jord ud i området, gravet pæle ned, påsat hegn samt brædder - og så snart det var lidt varmere fik vi lagt "Rullegræs" på. Vi har placeret "Hvalpegården" langs med stuehuset, både så vi kan følge lidt med indefra vinduerne, hvis hvalpene er alene ude med deres mor - men også for at der var god læ fra huset, samt fra de træer og buske der i forvejen stod på et lidt forhøjet område. "Hvalpegården" er dermed placeret inde i haven, som i øvrigt også i mange år har været indhegnet til hundene (vores hundehegn adskiller have og hestefold - dvs. der er "fælles" hegn imellem). Planen er at der skal være et lille hundehus inde i "Hvalpegården", så de har mulighed for at gå ind i den for yderligere læ og især gå i skygge fra solen. Derudover er det meningen der skal være en masse sjove "aktiverings ting" og legetøj i "Hvalpegården", som giver hvalpene mulighed for varieret leg, forbedre/træne deres balance, udsætte dem for forskellige "underlag" & "teksture", forskellige lyde mm. - "ting" som løbende vil blive udskiftet i takt med deres alder og udvikling. En udendørs "Hvalpegård" giver dem også rig mulighed for at kigge på hønsene og hestene ☺. Jeg er super glad for det endelige resultat, hvor  især Lars har arbejdet hårdt for at blive færdig - og jeg er så taknemmelig over at have en fantastisk "handyman" i huset, som altid formår at udføre de mange ideer jeg (eller han selv) kommer på ☺

 

MARTS 2015

Ny Import fra Finland - Clingstone's Ace Of Spades "ACE"

Så lykkedes det endeligt (efter laaang tids søgen☺) at finde den helt "rigtige" Korthåret Collie hanhvalp til vores fremtidige avl, og den 6. marts satte den mest charmerende lille Tricolour dreng sine første poteaftryk på dansk jord. Ace har et helt utrolig "cool" temperament, han er simpelthen så udadvendt og så frygtløs - var total upåvirket af flyveturen, virvar og larm i lufthavnen samt den efterfølgende køretur til Silkeborg. I samme sekund Ace ankom herhjemme, løb han af sted på egen hånd og undersøgte haven, huset osv. og i forhold til de andre hunde, var det som om han havde kendt dem altid. Jeg har stadig lidt svært ved at få armene ned - ikke nok med at det lykkedes at få fat i en hvalp efter nøjagtig den hanhund jeg ønskede, så endte vi også med at få én ud af én exceptionel tæve og avlet af én af Europas mest succesrige opdrættere - Kennel Clingstone i Finland. Vi er Satu og Jari så taknemmelige for at opfylde drømmen om en søn efter "Darsy" og for at de gav os lov til at vælge den han i kuldet vi ønskede, samt ikke mindst for at Jari ledsagede Ace på hele turen til Danmark. Ace er efter Natalain River Dance "Darsy" - Verdens Vinder, Russisk Champion, Ungarsk Champion, International Champion etc. En helt fantastisk hanhund som jeg forelskede mig i for længe siden, men næsten havde opgivet at få en søn efter. Darsy bor  i Rusland og det er et meget begrænset antal opdrættere som har haft mulighed for at bruge ham, og jeg har samtidig heller ikke villet gå på kompromis med tæve linierne på vores kommende hanhvalp. Så det er stadig lidt uvirkeligt at det lykkedes at få en Darsy søn ud af en helt fantastisk tæve. Ace's mor Clingstone's Forecasted er én af de tæver i Europa der har opnået Champion titler i flest lande, hun er International Champion etc. Men udover at være en utrolig smuk og "korrekt" tæve, så har hun også været trænet & testet i lydighed, som hyrdehund, gennemgået Russisk mentaltest etc. - så alt i alt en super allround tæve. Ace's morfar Clingstone's No Doubt er én af de mest vindende hanhunde i Europa, 2 x Verdens Vinder, Europa Vinder, International Champion, Champion i et utal af lande etc. - samt ikke mindst har han vundet titlen "Bedst i Racen" over 100 gange. Ace's farmor Grazel Aquarelle for Natalain er ligeledes en tæve som er Multi Champion i udstillingsringen, og som samtidig har været testet og trænet i lydighed, hyrdning, gennemgået mental teste mm. Og så er hun én utrolig smuk Blue Merle farvet tæve, noget jeg også har lagt meget vægt på, da vi fremover (udover Zobel og Tricolour), også ønsker at avle Blue Merle hvalpe. Dette var blot for at nævne enkelte af de fantastiske Korthåret Collies der er på Ace's stamtavle - den indeholder så mange flere og generelt er stamtavlen et "mix" af nogle af de bedste linier fra Finland og England, samt via hans far et "strejf" af Russisk (fra succesfulde Kennel Natalain).

 

FEBRUAR 2015

Dansk Collie Klub - 2 Udstillinger med fine resultater

Det blev en særdeles god start på udstillingssæsonen for os, da vi meldte både Diva og Lolly til Dansk Collie Klub's 2 udstillinger i Voldum d. 8. februar 2015. Lolly fik comeback  i Udstillingsringen (noget vi aldrig havde troet) efter at have været alvorlig syg sidste år - så det var en helt speciel dag for os. Både Diva og Lolly opnåede endnu én gang super fine resultater (Bedst i Racen, Klub Certifikater mm) og vi havde sådan én hyggelig dag i godt selskab - nogle af vores kommende hvalpekøbere fra Jylland og Sjælland var der for at hilse på hundene og se udstillingen. Derudover var det én debut for Clingstone's Lord Lancelot "Enzo" - én skøn dreng jeg tidligere på året hjalp "vores" oprindelige hvalpekøbere Nadia og Kenneth med at finde i Finland (da vores kuld blev udsat til efterfølgende år). Enzo gjorde det så godt på hans første udstilling og opnåede Excellent med en fin kritik fra dommeren.

Udstillingsresultater fra dagen:

Törnskogens Bvlgari Femme "DIVA"
1. Udstilling - Dommer: Eva Eriksson, Sverige. Excellent, CK, Bedste Tæve, Klub Certifikat, BIR (Bedst i Racen), BIS2.
2. Udstilling - Dommer: Tomas Rohlin, DK. Excellent, CK, Bedste Tæve 3, Klub Certifikat
Pinehillside's Lovely Blues "LOLLY" (Innkeeper's All Blues x Pinehillside's Black'N Beauty)
1. Udstilling - Dommer: Eva Eriksson, Sverige. Excellent, CK, Bedste Tæve 3, Klub Veteran Certifikat, Bedste Veteran.
2. Udstilling - Dommer: Tomas Rohlin, DK. Excellent, CK, Bedste Tæve 2, Klub Veteran Certifikat, Bedste Veteran

 

JANUAR 2015

Så er et nyt år begyndt  og hvor er denne vinter da bare helt utrolig mild - jeg kan ikke mindes at vi nogensinde (i de over 23 år vi har haft hestehold), har kunnet have hestene ude så mange timer hver dag. Hestene nyder i den grad at vinteren har været så tør og forholdsvis lun, de har kunnet være ude indtil sen aften næsten hver eneste dag, og det blev i øvrigt også rekord sent på året inden de kom på stald om natten.


Vi har en del planer på hundefronten i 2015. For det første har vi planlagt en del udstillinger, både en dobbelt udstilling i Februar, 1 udstilling i August, 1 i Oktober og så slutter vi af med den store Internationale i Herning i November. Vi holder en pause fra udstillingerne til sommer, da vi i den periode har planlagt hvalpe på Diva  - man kan i øvrigt læse meget mere mht. vores forhåbentlige kommende hvalpekuld (dvs. valg af hanhund, info for hvalpekøbere mm) på den nye side jeg har lavet som hedder "Hvalpe". Derudover sidder jeg stadig og holder øje med alle kuld der bliver født i Europa, da vi længe har været på udkig efter den helt rigtige hanhvalp at importere, til brug i vores kommende avl og som udstillingshund. Men da jeg ligesom med vores årelange hesteavl er meget kritisk mht. kvalitet, samt har nogle helt bestemte linier jeg ønsker den skal være ud af etc. er det noget der tager tid - især fordi jeg har en bestemt hanhund som jeg utrolig gerne ville have en hanhvalp efter, men som der næsten ikke er nogen opdrættere der har mulighed for at benytte (pga. hans "hjemland")