NYHEDER 2010 - 2009

 

2010

 

December 2010

Den 16. december 2010 blev den hidtil sværeste dag i vores liv med dyrene, da vi pludselig akut måtte aflive vores elskede Queenie i én alder af 13 år. Vi er utrolig glade for vores dyr generelt, men lige netop de to "collie piger" Queenie og Sille betyder alt for os - de er om nogen "børnene" i huset og vi kan slet ikke beskrive hvor hårdt det var at sige farvel til Queenie, samt hvor stort tabet er. For os har det været ligeså svært som at miste én af de nærmeste i familien og bare tanken om aldrig at skulle se hende mere er slet ikke til at bære. Queenie og Sille har været "once in a lifetime" hunde, helt perfekte i deres temperament og daglige væremåde - kærlige overfor alle mennesker og andre dyr, altid legesyge og helt utrolig knyttede til os. Queenie havde den sjoveste personlighed og alle der er kommet her igennem årene har oplevet hvor meget hun kunne "tale" og har fået hendes berømte "knus". Vi ved godt at Queenie har haft ét super godt og langt liv, hvilket vi også er dybt taknemmelige for - men det gør det bare stadig ikke nemmere pludselig at undvære hende i dagligdagen, når man i 13 år har været vant til at være sammen med hende næsten 24 timer i døgnet. Queenie var også den første hund som vi udstillede og i den forbindelse opnåede hun næsten på rekord tid at blive Dansk Champion. Queenie ligger nu begravet i haven under vores smukke bøgetræ lige udenfor vinduerne, så hun stadig er tæt ved os.

 

November 2010

Vi måtte den 8. november tage den tunge beslutning at det var tid til at sige ét endeligt farvel til vores dejlige gamle Aswan datter Galaktika, i én alder af 26 år. En ting som bare aldrig bliver nemmere med årene og vi har da også brugt måneder på at vurdere om det var ved at være tid til at få hende aflivet. Stalden føltes så tom da Gala pludselig ikke stod der mere - vi var selvfølgelig utrolig kede af det, men også Stini (ML Pristinia) som stod ved siden af Gala i boks og som lige fra hun var fravænt føl har gået sammen med hende, var så trist over tabet at vi de første dage troede hun var blevet syg. Gala var mere end i én forstand en helt speciel hoppe for os, hun havde utrolig meget personlighed og selv på hendes ældre dage opførte hun sig stadig som én unghest. Men Gala var også én unik avlshoppe at få i stalden og hun opfyldte vores store drøm om at eje én Aswan datter - én drøm vi aldrig i vores vildeste fantasi havde troet skulle blive opfyldt (da der var så få tilbage i verden) og at vi så skulle komme til at eje én der samtidig var ud af én af de bedste hoppestammer fra Tersk føltes stadig den dag i dag helt uvirkeligt. Gala var avlet på Statsstutteriet Tersk i Rusland, stod i 15 år som avlshoppe på Gestüt Dieplinger og opnåede at blive Champion både i Showringen samt på væddeløbsbanen. Hos os avlede hun ML Kazakhstan - én skøn velbygget hingst med fantastiske bevægelser, der blev solgt som kommende distancehest og Avlshingst (så vi stadig har mulighed for at bruge ham i avlen). Og i 2008 gav Gala os den ultimative gave da hun fik ML Galia - én pragtfuld hoppe med exceptionel type der næsten er én tro kopi af Gala selv og som nu kan erstatte hendes mor i vores avl. Vi er dybt taknemmelige for at vi nåede at have Galaktika i vores stald og for at hun producerede nogle dejlige afkom til at videreføre hendes fantastiske linier.


Oktober 2010

Jeg fik endelig taget lidt nye billeder af vores dejlige hoppeføl ML Piramida, som nu er blevet 3½ måned gammel. Der er lagt nogle ind på salgssiden, men de mangler stadig på hendes egen side (på menuen "Hopper"), da jeg håber at tage endnu flere i de kommende uger. Det tager en del tid at udskifte og flytte rundt på alle billederne på siden, så jeg ville lige vente og opdatere det hele samtidig. Piramida er bare ét skønt føl med en charmerende personlighed. Hun har én smuk type med én velbygget krop der allerede er meget muskuløs i forhold til alderen - og bevægelserne er ligeså exceptionelle som hendes helsøskende. Piramida er én hoppe vi har store forventninger til og hun vil derfor først blive solgt når vi finder "rette" køber der vil bruge hende seriøst i avlen og som kan tilbyde et femstjernet hjem.

 

Oktober 2010

Den 2. oktober kunne vi fejre endnu én fødselsdag for vores dejlige gamle colliepige Queenie, som denne gang fyldte 13 år. Vi syntes bare årene er fløjet af sted og at det blot er kort tid siden hun var én unghund, hvilket nok også til dels skyldes at det er en race som aldrig bliver rigtig "voksen i opførelsen - dvs. den er legesyg og "hvalpet" hele livet igennem. Det sidste stykke tid har vi dog godt kunne mærke at alderen begynder at sætte sine spor, Queenie er til tider lidt forvirret (dement) og har også tidspunkter hvor hun er lidt mere stiv i kroppen efter at have sovet. Men så længe at Queenie er en glad hund der stadig gerne vil lege og ikke har smerter, spiser godt etc., er det i hvert fald ikke tid til at sige farvel endnu - så sørger vi bare for at passe ekstra godt på hende og tager det hensyn som evt. kan være nødvendig i dagligdagen.

 

September 2010

Så har Lars været ude på plejestationen som Dorte Madsens driver i Tranbjerg for at hente "vores" pindsvin, for at de kan nå at finde sig lidt til rette inden det er tid til at gå i vinterhi. Det er én ordentlig flok han kom hjem med, udover at "mor- pindsvin" kom tilbage til hendes oprindelige hjem, så havde alle 7 små unger også overlevet og derudover spurgte Dorte om vi evt. kunne overtage én stor voksen ham som havde været i pleje pga. skader - så alt i alt er der blevet integreret 9 pindsvin i de fine nye "boliger" som Lars har lavet til dem. Ungerne var alle så store, tykke og veltilpasse - Dorte har virkelig taget sig godt af hele familien, stor tak til hende for god pasning og pleje. Hun fortalte i øvrigt at vores "mor" er rimelig gammel og at hun slog alle rekorder i størrelse/vægt, dvs. hun er endda større end voksne hanner, så hun har vist haft et godt liv hos os indtil videre.

 

August 2010

Tillykke til Anja Brøchner Christensen
Med købet af vores dejlige åringshoppe ML Pashinka (ML Pashmir x Primonia x Monitor)

 

August 2010

Da jeg var ved at tømme stedet hvor vi opbevarer halm/hø, fordi vi skulle til at hente nye forsyninger, viste det sig at ét pindsvin havde valgt at føde sine unger derinde. Desværre opdagede jeg det for sent og "reden" var nået at blive "forstyrret" så jeg kontaktede "Pindsvinevennerne i Danmark" for at høre om man evt. måtte flytte den lille familie ét andet sted hen. Det har vi så erfaret at man ikke bare kan gøre - én ung mor kan pga. stress finde på at slå de små ihjel og én ældre erfaren mor vil evt. begynde at flytte på kuldet igen, med risiko for at hun glemmer nogle af ungerne. Det var Dorthe Madsen fra Tranbjerg jeg fik fat i og på trods af at det var fredag ved spisetid startede hun bilen op med det samme og kørte helt til Silkeborg for at hente dem. Det viste sig at være én ældre hun som sikkert har været her i en del år og 7 små unger på ca. 3 dage. Jeg har taget historien med på hjemmesiden fordi jeg gerne gøre opmærksom på det store arbejde som foreningen gør og sige tak til dem som bruger én stor del af deres tid på at hjælpe dyr i naturen. Pindsvin har de senere år været i tilbagegang og der er efterhånden bla. mangel på velegnede haver til dem, så prøv at kig ind på hjemmesiden www.pindsvin.dk og se hvad du evt. kan gøre mht. gode opholdssteder for dem etc. Her i huset har vi altid syntes det er rigtig hyggeligt at have pindsvin på ejendommen og syntes det er vigtigt at passe godt på både dem og de andre dyr i naturen. Da vi har så gode omgivelser til pindsvin (Lars er i øvrigt denne sommer igang med at lave små "boliger" til dem) får vi "vores" pindsvin hjem igen når de er klar til det, så forhåbentligt kan vi hente dem én gang til efteråret inden de skal i hi for vinteren.

 

Juli 2010

Én af årets faste hyggelige traditioner er at Majbritt's to søskende Kamilla og Karina er her på én lille "bondegårdsferie" om sommeren. De bor begge i lejlighed i København og nyder derfor at kunne tilbringe nogle dage i landlige omgivelser, samt ikke mindst holder de meget af at være sammen med alle dyrene. I år var der én ny "feriegæst" med på besøg, idet Kamilla netop havde fået Coco - én pragtfuld lille ruhåret dværggravhund. Hun har simpelthen det mest fantastiske temperament og tog alt i "stiv pote", på trods af at det var noget af én omvæltning pludselig at blive introduceret til alle vores hunde, katte, heste og ikke mindst var hun meget fascineret af hønsene (man er vel én lille jagthund). Vores schæfer Timba elskede hende lige fra første sekund og på trods af den store størrelsesforskel legede de nærmest uafbrudt. Timba var så sød og forsigtig ved den lille Coco, som hurtigt fandt ud af at han ikke gjorde noget og derfor til tider var lidt fræk mht. at bide sig fast i ham. Jeg fik taget nogle skønne billeder af dem og syntes der skulle et par stykker med på hjemmesiden.

 

Juli 2010

Så blev vores små dværghøns endelig sluppet fri i hele haven, de har de første måneder været i deres hønsehus og indhegning, indtil vi var sikre på at de var helt fortrolig med omgivelserne og os. Jeg kan ikke beskrive hvor hyggelige de er at have gående og hvor meget glæde de bidrager med i hverdagen. Vi kan bruge timer på at iagttage den lille flok og deres individuelle "personligheder" samt ikke mindst nyde alle de flotte farver som vi efterhånden har fået købt. Det er et skønt syn at se dem trisse rundt ude i haven, og vores hunde har været så dygtige til at lade dem være i fred, så det er blevet til mange aftener på terrassen med "tiggende" høns og hunde i én herlig blandet gruppe når vi grillede.

 

Juli 2010

Vores lille nye hoppeføl ML Piramida har fået hendes egen side under "Hopper". Hun er jo ikke så gammel endnu og er i én alder hvor de hurtigt forandrer sig i udseende på relativ kort tid, så derfor vil billederne på hendes side ofte blive udskiftet her i starten. Det går i øvrigt helt fantastisk med hende og hun udvikler sig fortsat super godt - vi er som avler utrolig stolte over både hendes bevægelser og udstråling. Piramida er meget tillidsfuld og kommer øjeblikkelig hen for at snakke med én så snart man træder ind på folden, så hun er samtidig ét føl der allerede har charmeret sig dybt ind i vores hjerter.

 

Juli 2010

Det er med stor glæde at vi præsenterer den nye "version" af vores hjemmeside, som langt om længe er blevet færdig. Jeg har virkelig knoklet de sidste måneder, da det var én stor hjemmeside at flytte over og  mange af billederne fra den gamle kunne ikke bruges her på den nye (så der var flere hundrede billeder som skulle findes frem og redigeres), samt ikke mindst skulle siderne sættes pænt op etc. Udover at vi selvfølgelig gerne ville have en masse ting opdateret, så er hovedårsagen til den nye version at vi ikke tidligere selv har kunnet lave hjemmesiden - nu er den lavet i et system hvor vi selv kan finde ud af at lave alt og dermed vil det være meget nemmere at holde den helt "up to date". En stor tak til Nikoline for hendes hjælp med at få det startet op og lave "rammerne" omkring siden osv. Samt også én tak til Kate for de år hvor hun har hjulpet os med den gamle. Lars og jeg håber at "besøgende" på hjemmesiden syntes om denne nye "version" - vi er i hvert fald tilfredse med resultatet og ikke mindst glæder vi os over selv at kunne arbejde på den. Mange hilsner fra Majbritt.

For at give et lille hurtig overblik over nogle af de nye sider kan nævnes at ML Galia, ML Pashkin, ML Pristinia og ML Pashinka har fået deres egne sider. Denne nyhedsside er selvfølgelig også blevet helt opdateret  (bla. med føl-nyhed), og så er der på enkelte af de andre hestes sider også sat nogle få nye billeder ind - men der er desværre mange af hestene der godt kunne bruge nye fotos på deres sider, måske vi kan nå at få taget nogle i løbet af sommeren/efteråret.

 

Juli 2010

Langt om længe kunne vi hente vores nye kyllinger i farverne citron-sort porcelæn og guld-hvid porcelæn. Det var de sidste to farver som vi gerne ville have i vores lille flok og efter ét større detektiv arbejde var vi heldige at få fat i dem hos én af Danmarks ældste avlere. Men da de var kun få uger gamle da vi fandt dem, har vi måttet vente lidt med afhentningen. Nu er de kommet hjem og er allerede faldet rimelig godt til sammen med de "gamle", som dog lige har skullet vænne sig til at dele deres hjem med "teenager" - men alt i alt er det foregået uden den helt store dramatik. Kyllingerne er alle sammen mellem 2 ½ og 3 måneder gamle på billederne, så de har ikke fået deres "endelige" farve endnu.

 

Juni 2010

Så gjorde ML Pashmir og Primonia det igen !! - gav os ét fantastisk afkom, da Primonia den. 23. juni folede med ét super skønt russisk relateret hoppeføl, som vi har givet navnet ML Piramida. Hun har én smuk mørk rød farve nu, men bliver skimmel (højst sandsynlig flue-skimmel - som iøvrigt er én af mine favoritfarver). Kombinationen af ML Pashmir og Primonia har givet os nogle af de bedste afkom vi til dato har avlet - og indtil videre har vi fået 3 hopper og 1 hingst efter dem. Piramida ser ud til at blive ligeså fin som hendes søskende, hun har én dejlig type med flot "dish", smukke øjne og får helt sikkert også de meget store ganacher som resten af "familien" har. Piramida var kun få dage gammel da hun begyndte at trave rundt med store elastiske bevægelser, og man kan også allerede nu se at hun får den kraftige muskuløse bygning, som alle vores heste har. Hun er kun få dage gammel på billederne.

 

Maj 2010

Så har vi langt om længe fået små høns igen, og de skulle selvfølgelig også med på nyhedssiden. Ligesom tidligere har vi valgt racen sabelpoot, på dansk bliver de også kaldt fodbefjerede dværghøns (og i gamle dage kaldte man dem mille-fleur pga. de porcelænsfarver man oprindeligt avlede dem i - da det på fransk betyder tusinde blomster). Det er én utrolig smuk og charmerende race der stammer helt tilbage fra 1600 tallet og som findes i utallige flotte farver. Her til at starte med er der flyttet 3 guld-sort porcelænsfarvede høns ind, samt 1 hane og 2 høns i Isabel-porcelænsfarvet. Derudover mangler vi stadig at få fat i yderligere et par høns i farverne citron-sort porcelæn og gul-hvid porcelænsfarvet. Vi skal bare have dem som hyggehøns, men derfor vil vi stadig gerne have nogle smukke farvet at se på (ligesom når folk har fugle i voliere).

 

April 2010

ML Pashinka (ML Pashmir x Primonia x Monitor) udvikler sig fortsat super godt. Hun har hele tiden været utrolig harmonisk i bygningen (ligner næsten én færdig udvokset hest i mini-udgave) og ser pt. ud til at blive ud til at blive én forholdsvis stor hoppe. Pashinka bliver ligesom hendes søskende og forældre én kraftig muskuløs hest - hun er i det hele taget én rigtig "Russer" i udstrålingen. Hun er én af de bedste afkom vi nogensinde har avlet mht. bevægelser, så det er én stor fornøjelse for os at stå og nyde synet når hun går i "aktion" (desværre har man aldrig kameraet lige ved hånden når det sker). Pashinka skal som tidligere nævnt sælges da vi endnu ikke skal beholde én afløser for Primonia, men bliver ikke solgt før vi finder det perfekte hjem og én køber som seriøst vil udnytte hendes store potentiale.

 

Marts 2010

Lille charmerende Sille kunne den 5. marts 2010 fejre sin 11 års fødselsdag.  Det er slet ikke til at forstå at vores to "gamle piger" pludselig har rundet 11 og 12 år. På én måde er vi jo super glade for at have haft dem i så mange år, men omvendt så er det også rigtig vemodigt at vi er ved at have én mindre pensionist klub (Peppe vores maine-coon kat bliver 11 næste gang og Galaktika fylder snart 26 år), så dermed må man se i øjnene at der nok snart bliver nogle som vi kommer til at tage afsked med. Sille blev desværre ramt af Horners syndrom dagen inden hendes fødselsdag, men har det indtil videre godt, hendes syn er de kommende uger blevet bedre etc. - og som man kan se på billederne fra hendes fødselsdag, er hun stadig en lille glad hund som gerne vil lege.

 

Marts 2010

Den 5. marts fyldte Timba 1 år. Han begynder at se færdig ud i bygningen og højdemæssigt kan vi se at han bliver én af de større schæfere, der tillige vil blive flot kraftig. Som vi håbede er Timba blevet en helt fantastisk hund med et skønt temperament - så sød og blid ved de andre dyr, og én glad rar hund overfor mennesker, men samtidig er han begyndt at blive vagtsom i nogle situationer, hvilket er netop den kombination af egenskaber som vi ønskede. Det er gået rigtig godt med den første del af hundetræningen som Lars har haft ham med til og vi regner med at fortsætte her i det nye år.

 

Januar 2010

ML ARAB ønsker Alle ét godt og lykkebringende Nytår

2009 blev ligesom de andre år et begivenhedsrigt år, der bragte både glædelige og sørgelige episoder. Vores pragtfulde Aswan datter Galaktika rundede 25 år i topform. Primonia fik et super dejligt hoppeføl i maj måned og i juni ankom vores lille nye familiemedlem, én skøn grå schæfer- Timba er nu blevet én stor velvoksen dreng. Vi brugte som sædvanligt sommeren på lidt forskellige arbejdsprojekter, hele stalden blev malet og Lars fik tillige lavet én dejlig overdækket terrasse, som vi har haft stor glæde af. Desværre bød året også på triste episoder, som tidligere beskrevet skete der et tragisk uheld med vores smukke unghingst ML Pashkin, idet han brækkede benet kun 3 uger efter ankomsten i hans nye hjem og det har været en utrolig hård tid at komme igennem, både for os - men i særdeleshed også for Anja og Lars, som efter at have ventet på at få ham hjem i månedsvis, måtte sige farvel til ham efter få uger.

 

2009

 

November 2009

Vores maine-coon Peppe fyldte den 21. november 10 år. Han er stadig en rigtig frisk dreng, som bruger meget af hans dag på at nedlægge diverse bytter udenfor, og han har også gerne villet lege med de små killinger. Vi kan selvfølgelig godt mærke at Peppe er ved at være én ældre herre på nogen områder, i vintertiden har han slumret lidt mere indendørs end i hans unge dage. Men generelt har Peppe igennem alle årene været én rigtig sund frisk kat, som næsten aldrig har fejlet noget og ikke mindst har han igennem årene gjort et stort job mht. at holde mus, rotter etc. væk fra ejendommen. I de første år brugte vi Peppe i "avlen" på perser katte (da vi på det tidspunkt havde svært ved at finde perser-hanner af den gamle klassiske type) og vi nåede at få nogle utrolig dejlige maine-coon/perser killinger som var fantastisk flotte med det skønneste temperament.

 

Okbtober 2009

Den 3. oktober fik vi det første kuld perser killinger i 8 år og de er bare blevet så skønne. Næsten alle de persere vi har haft i de knap 20 år vi har haft racen, er af den mere ”klassiske type”, dvs. som de oprindeligt så ud (med lidt længere næse etc.). Vi elsker perserens temperament, men er personligt ikke begejstret for hvordan racen har udviklet sig i udseendet og helbred. De små killinger er utrolig bedårende og med det sødeste temperament. Der kom kun 2 i kuldet (sikkert pga. af det var Minnie’s første) og vi har valgt at beholde hunkillingen. Hankillingen blev reserveret allerede få timer efter han blev annonceret og vi havde en lang liste af folk (fordelt over hele landet) som ville kontaktes såfremt han ikke blev afhentet. Så vores formodning om at der er mange der deler vores smag mht. typen af persere har virkelig holdt stik. Nedenstående collage viser de små babyer i de første måneder af deres liv.

 

Så kunne vores dejlige korthåret collie Queenie tilføje endnu én fødselsdag til ”samlingen”, da hun d. 2. oktober fyldte hele 12 år. Queenie har bare været én super hund igennem alle årene, udover én smule problemer med lidt natteblindhed og få dage hvor hun er lidt stiv efter at have sovet, så spurter hun stadig rundt med 200 km i timen. Vi håber, på trods af det relative høje alder, at vi stadig kan have hende lang tid endnu.

 

Juli 2009

Vores smukke blue-merle collie Lolly (Pinehillside’s Lovely Blues) fyldte d. 12. juli 5 år. En pudsig historie er at vi i sin tid valgte at købe én collie mere fordi Queenie pludselig blev ramt af nogle anfald som man i første omgang troede skyldtes en tumor i hjernen, og da vi ikke ønskede at Sille skulle være alene tilbage, begyndte vi at lede efter én ny collie. På det tidspunkt kunne vi overhovedet ikke finde nogen i Danmark og vi endte med at måtte importere Lolly helt fra Finland - og ja nu hvor Lolly så bliver 5 år, der er Queenie still going strong og fylder snart 12 år.

Med hensyn til nyheder på hestefronten og til det avlsmæssige, så er Primonia blevet bedækket med ML Pashmir (og efterfølgende scannet drægtig). Vi valgte denne kombination igen, da den har givet os nogle af de bedste afkom vi har produceret. Mitra forsøgte vi at inseminere med European res. Champion Padishah én enkel gang, men igen var alle oddsene imod os, netop den brunst endte med at være ustabil og i det hele taget blev forløbet på hospitalet etc. bare ikke optimalt.

 

Juni 2009

Den 28. juni fik vi den mest tragiske nyhed i vores tid med araberne. ML Pashkin, vores dejlige 2 års hingst, havde brækket den ene forben ude på folden kun 3 uger efter ankomsten til hans nye hjem. Skaden var så alvorlig (det var brækket helt igennem) at det ikke var forsvarligt at vente på dyrlægen, han anbefalede istedet at én nærboende jæger skulle skyde ham øjeblikkeligt på folden. Det er et frygtelig tab for os og har været ubeskriveligt hårdt (det kom ydermere oveni at vi 7 mdr. tidligere mistede Shakira). Vi havde så store forventninger til Pashkin og glædede os sådan til at han skulle igang med distance, samt senere sættes i avlen og fremvises i showringen. Men det sværeste har været det personlige tab af én super skøn hingst med én fantastisk personlighed. Pashkin har om nogen altid taget besøgende med storm, han var én imponerende hest at se på med hans udstråling og de exceptionelle bevægelser. Vi kan stadig ikke helt forstå at vores pragtfulde dreng er væk og at man aldrig skal se ham igen.


ML Pashkin (fra føl til 15 måneder gammel)

 

Vi har fået et lille nyt familiemedlem i huset den 27. juni, idet vi har købt én skøn grå schæfer hvalp på 4 måneder, som har fået navnet Timba. Han er allerede faldet godt til, opfører sig som om han altid har boet her og elsker at være sammen med vores collie-piger. Vi har næsten ikke mærket at der er kommet hvalp i huset, Timba er total uimponeret over nye ting og har det mest fantastiske temperament. Vi har sjældent mødt så rolig og fornuftig én hvalp, man skulle nærmest tro at han var født voksen. Det er efterhånden 8 år siden vi mistede vores langhårede schæfer Rokko, én hund vi var utrolig glade for og som var dybt savnet. Desværre har vi de efterfølgende år ikke rigtig set andre schæfere som vi faldt for, mange er efter vores mening blevet alt for "skrå" i bagparten, nogle døjer med forskellige sygdomme og deres temperament har været anderledes end hvad vi foretrækker. Men med Timba har vi fået nøjagtig den type schæfer vi kan lide og hundene i hans familie er sunde, med gode hofter etc. Lars skal træne ham i Politihundeforening og vi håber at han slægter hans familie på mht. indlæring (selvom vi nok ikke ligefrem skal deltage i konkurrencer). Hans mor var særdeles lovende da hun var på et længere træningsophold i Serbien og hans morfar har bla. deltaget i VM (IPO) i Slovenien (han er iøvrigt ud af world champion forældre). Timba's far er en dejlig langhåret schæfer med super temperament og minder meget om Rokko.

 

ML Pashkin (ML Pashmir x Primonia x Monitor) er den 9. juni rejst til hans nye hjem, han er solgt til Anja Brøchner Christensen, han er solgt som kommende distancehest og avlshingst, derudover er det planen at han (efter nogle år i ridesporten) skal i showtræning. Pashkin er én super skøn unghingst ud af særdeles gode linier, som vi har haft rigtig mange henvendelser på, både fra Danmark og udlandet, men vi valgte at han skulle have et nyt hjem i Danmark så vi bedre kunne følge ham på tæt hold. Vi har store forventninger til ham som ridehest og til hvad han kan viderebringe i avlen, samt ikke mindst glæder vi os til senere at se ham i showringen. Pashkin udvikler sig fortsat fantastisk, og er på trods af den unge alder, allerede utrolig kraftig i bygningen med én god størrelse (forventes at blive ca. 156-157 cm). Pashkin er relateret til alle vore egne hopper og det er på den baggrund at han blev sat til salg.


ML Pashkin - 2 år gammel (lige før han rejste)

 

Maj 2009

Den 24. maj fik vi et skønt hoppeføl ML Pashinka efter ML Pashmir (Padishah x Mitra Aasa x Abakan/Balaton) og ud af Primonia (Monitor x Pristina x Komplekt), hun er helsøster til ML Pristinia og ML Pashkin, samt ¾ søster til ML Parisa og DSA Panash. Hendes blodlinier er overvejende Russiske (93,75 %) med en anelse Polsk. Pashinka ser umiddelbart ud til at blive én af de bedste hopper vi har avlet mht. bygning og bevægelser. Hun har én utrolig flot velbygget krop, lang velansat hals, gode stærke ben og muskuløs bagpart. Bevægelserne er exceptionelle med én stor elastisk trav. Pashinka ligner typemæssigt én tro kopi af hendes mor med bred pande, store kæber og dejlige øjne, hun har tillige samme "power" og "showy" attitude som Primonia. På baggrund af både kvaliteten og stamtavlen (der indeholder utallige Champions) er hun et særdeles godt avlsemne, men derudover burde Pashinka også kunne komme helt til tops i ridesporten. Primonia har allerede 3 afkom som går distance, samt dressur i Frankrig - og alene på de første 4 generationer i Pashinka's stamtavle er 18 heste testet på væddeløbsbanen. Vi håber at sælge hende til én seriøs rytter, som senere også vil bruge hende i avlen. Vi har iøvrigt valgt ikke at sælge ML Pashmir (kunne ikke vænne os til tanken) og håber endnu én gang at få Primonia drægtig med ham. Vi har besluttet at lave samme kombination igen, da de alle tre gange har formået at producere nogle pragtfulde afkom, som vi har været ovenud tilfredse med. Primonia har tillige fået 2 dejlige afkom efter Pashmir's far Padishah, så det er linier der gentagne gange har vist sig at passe rigtig godt sammen og vi håber at næste afkom bliver af ligeså fin kvalitet som dens søskende.


ML Pashinka (2 dage gammel til 2½ måned)

 

Et stort tillyke med fødselsdagen til vores pragtfulde Galaktika som fyldte 25 år den 20. maj. Hun er selvfølgelig unik ved at være én af de sidste Aswan døtre, men mest vigtigt for os, så er Gala én skøn hoppe med masser af personlighed, som vi holder utroligt meget af, og stalden bliver frygtelig tom den dag hun ikke længere står der. Gala bliver behandlet som en dronning her, vi er egenlig bare de ydmyge tjenere som springer rundt og gør hvad hun beder om, men hun fortjener om nogen at blive forkælet. Gala er stadig en smuk og utrolig glad hoppe, der tit opfører sig som én unghest - alderen forhindrer hende ikke i at stå og stejle i boksen når de skal til at på fold, og hun syntes det tager alt for lang tid. Sidste år gav Galaktika os den største gave af alle - et fantastisk hoppeføl ML Galia, som skal erstatte hende i vores avl. Og i 2006 fik hun ML Kazakhstan, ét rent russisk hingsteføl der er blevet solgt som kommende avlshingst og distancehest. Vi har beholdt nogle bedækninger og håber at bruge ham i avlen senere. Galaktika blev selvfølgelig fejret med manér og fik både kage, gaver etc. på dagen. Billederne er taget på hendes fødselsdag og vi syntes selv hun ser exceptionel ud, alderen taget i betragtning samt ikke mindst efter at have produceret 16 føl.


Galaktika (alle billederne er taget på hendes fødselsdag)

 

Marts 2009

Vores lille skønne collie Sille fyldte 10 år den 5. marts og blev selvfølgelig fejret med manér. Hun er begyndt at døje lidt med bagbenene, men er derudover stadig en rigtig glad og legesyg hund, så vi håber at kunne beholde hende lidt endnu. Hundene er jo vores børn, så det er lidt hårdt at de to gamle piger pludselig runder 10 og 12 her i 2009 og vi har meget svært ved at forestille os én hverdag uden dem.


Sille ("Si-Si's Glory Operation")

 

© Fotos - må ikke benyttes uden tilladelse