NYHEDER 2008- 2007


2008

 

December 2008

ML ARAB ønsker Alle ét rigtig Godt Nytår og én succesfuld 2009 sæson

Som livet jo ofte gør, så bød 2008 på både op- og nedture. Stor var glæden da det føl vi havde besluttet skulle være det sidste efter vores Aswan datter Galaktika, viste sig at blive en lille pige - og så endda af exceptionel kvalitet. Vi havde også hyggelige stunder med hestene og i selskab med gode hestevenner ("nye" såvel som "gamle"). Men desværre indebar året også lidt sygdom hos os to-benede, som vi heldigvis er ovre nu, men som betød at kræfterne og tiden ikke var til de helt store projekter. Derfor besluttede vi at holde et lidt "stille" år med hestene mht ifolinger og bedækninger. Vi valgte tillige ikke at gøre det helt store ud af salgsheste, annonceringer etc. da det jo altid kræver en del arbejde og besøgende. Der var så alligevel mange henvendelser på vores heste, som vi af forskellige årsager valgte at afslå. Sidenhen er det kommet på plads at ML Kazakhstan har fundet ét nyt hjem og ML Pashkin er "reserveret" indtil foråret til én kunde som vi meget gerne ser ham solgt til. Den mest triste oplevelse i 2008 blev tabet af vores dejlige 4 års hoppe ML Shams Shakira, som vi stadig savner ubeskriveligt meget. Nu krydser vi fingre for en bedre 2009 sæson, vi skulle gerne i juni få føl efter ML Pashmir ud af Primonia, og vi planlægger også at sætte Mitra Aasa ind i avlen igen. Vi har valgt ikke at tage udefra kommende hopper ind til bedækninger disse sæsoner, da vi har nogle større arbejdsprojekter på ejendommen, foldene etc. og det kræver en del tid, samt plads at have "fremmede heste" inde.

 

November 2008

Det er med stor sorg at vi den 7. november sagde et sidste farvel til vores pragtfulde ML Shams Shakira. Ord kan ikke beskrive hvor svær en beslutning det har været og hvor meget vi stadig savner hende. Vi kæmpede i 3 måneder med forfangenhedsagtige symptomer og bylder skiftevis på forhovene. De smertestillende præperater havde mange dage kun ringe effekt, og Shakira havde så kraftige smerter disse dage at hun kun formåede at "hoppe" afsted på bagbenene. Da der efter 3 lange måneder med utallige smede/dyrlæge besøg, røngten etc. ikke var tegn på bedring og der ikke kunne gives nogen garanti for hvornår/og om hun blev rask igen, valgte vi at give hende fred, da vi ikke kunne bære at se hende lide mere.

Tabet af Shakira er utrolig stort for os i mere end én forstand. Først og fremmest var hun en hest som rent personligt betød helt ubeskriveligt meget for os. Shakira havde det mest fantastiske temperament, og var altid den sidste hest som jeg sagde godnat til - hun nægtede simpelhen at spise hø før jeg havde givet hende et sidste godnatkys. Men Shakira var også en hoppe som vi havde glædet os til at bruge i avlen, hun er indtil videre eneste datter efter Mitra Aasa, og mest vigtigt det eneste afkom vi havde valgt at beholde efter vores gamle multi champion Dorian Shah El Shams. Shakira blev født måneden efter hans død, og det var én af de lykkeligste dage i vores avl, da vi få minutter efter folingen konstaterede at vi havde fået en lille pige.

 

Oktober 2008

Den 4.oktober fyldte vores gamle charmerende collie Quennie 11 år. Det er slet ikke til at forstå at årene er gået så hurtigt, vi kan stadig huske første gang vi var ude at se hende som 5 ugers hvalp. På trods af den høje alder er Queenie stadig ligeså skør og legesyg som da hun var lille. Dagen igennem bliver der slæbt rundt på legetøj, og netop derfor tænker man heller aldrig på hende som en gammel hund. Vi håber at kunne have Queenie i mange år endnu, og at hun må være super frisk til det sidste.


Queenie "Poulsgaard's Quickwitted Queen"

 

Juli 2008

Vores dejlige avlshoppe Primonia (Monitor x Pristina/Komplekt) er konstateret drægtig med ML Pashmir. Det er én kombination som to gange tidligere har givet os fremragende afkom, ML Pristinia i 2006 og ML Pashkin i 2007. Begge har en skøn udstråling med flot type, kraftig bygning og de velkendte store elastiske "russiske" bevægelser. Vi håber at dette afkom bliver ligeså fin som de to andre. Begge forældres stamtavler indeholder utallige Show Champions og top brugsheste, flere informationer kan ses på deres egne sider via menuerne "Hopper" og "Hingste". Føllet er til salg til rette køber, da vi endnu ikke skal beholde en afløser efter Primonia.


ML Pashmir & Primonia


Den 12. juli fyldte vores smukke Lolly 4 år. Jeg syntes tiden er gået så utrolig hurtigt og at vi næsten lige har stået i lufthavnen for at modtage hende med fly fra Finland, kun 3 måneder gammel. Lolly har som forventet udviklet sig til en rigtig flot tæve, der selvom hun er feminin også samtidig er en flot kraftig hund, præcis som vi foretrækker collierne. Lolly er ligesom vores andre Korthåret Collies én utrolig nem og ukompliceret hund, hvad enten det er i selskab med "fremmede" hunde, mennesker, andre dyr eller når hun er med i byen.


Lolly "Pinehillside's Lovely Blues"

 

Juni 2008

Vores 2 årige Russiske hingst ML Kazakhstan efter DSA Bali (Piligrim x Brigantina x Menes) ud af Galaktika (Aswan x Kamchatka x Mak) er solgt til Alice & Elena Flygenring. Han er udover som avlshingst, indkøbt til at blive brugt i ridesporten - først og fremmest med henblik på distance, men Alice rider tillige hendes heste i dressur, samt flere af dem har været på galopbanen. ML Malchik, én af deres andre heste, er ligeledes avler af os og Alice har først haft ham på væddeløbsbanen, derefter fik de i en årrække flotte resultater i distance og nu er hun igang med at ride ham i dressur. Vi håber at Kazakhstan bliver én mindst ligeså god brugshest, og ser ligeledes frem til når han senere bliver sat i avlen. Vi ønsker Jer al mulig held og lykke med ham fremover. Der er flere informationer og billeder på ML Kazakhstan's egen side via menuen "Hingste".


"Hverdagsbilleder" af ML Kazakhstan fra marts og maj 2008

 

Maj 2008

Hi Hip Hurra - den 20. maj fyldte vores pragtfulde Aswan datter Galaktika 24 år. Udover at hun selvfølgelig har været en helt unik hoppe i vores avlsprogram, på baggrund af stamtavle og kvalitet, betyder Gala utrolig meget for os rent personligt. Hun er en fantastisk gammel pige der stadig har masser af "her kommer jeg" attitude og som på trods af den høje alder kan trave rundt på folden med store elastiske bevægelser. Vi håber at have hende mange år endnu, så hun kan nyde sit otium og blive forkælet - det fortjener hun om nogen.


Galaktika - som 24 årig på ML ARAB

Galaktika's lille hoppeføl ML Galia udvikler sig fortsat super godt. Vi kan stadig ikke helt forstå at vi her til sidst, var så heldige at få en hoppe som nu kan videreføre Galaktika's linier. Vi kan næsten ikke vente med at se hvordan Galia kommer til at avle, og ikke mindst glæder vi os meget frem til at vise hende i showringen, samt til at se hvordan hun bliver i ridning - på baggrund af hendes stamtavle og kvalitet, burde Galia komme til at gøre det fantastisk i alle 3 kategorier.


ML Galia

 

Marts 2008

Det er med stor glæde at vi kan fortælle vores dejlige Galaktika (Aswan x Kamchatka/Mak) d.17/3 folede med et hoppeføl - ML Galia efter ML Pashmir (Padishah x Mitra Aasa x Abakan) som ser ud til at blive mørk leverrød. Ord kan ikke beskrive hvor glade og taknemmelige vi er for at Galaktika's sidste afkom blev en lille pige som nu kan videreføre hendes linier i vores avl. ML Galia har en helt fantastisk type med kort hoved, super flot dish, bred pande, store kæber og de smukkeste øjne. Hun er blevet nøjagtig som vi havde håbet og ikke mindst har Pashmir videregivet netop de ting som vi forventede. Galia er utrolig velbygget med den muskuløse bygning som Russerne er kendte for. Hun er en rigtig "Show-girl" og bevæger sig allerede nu rundt med stor elastisk trav. Galia's stamtavle er baseret på nogle af de sidste årtiers mest succesfulde Russiske linier. Den indeholder utallige European, World & Internationale Show Champions etc. samt ikke mindst top brugsheste - alene på de første 4 generationer er 17 heste testet på galopbanen.

 

Marts 2008

Den 5. marts fyldte vores søde korthåret collie pige Sille 9 år. Selvom alderen på nogle få områder er ved at sætte sine spor, så er Sille i det mindste stadig ligeså glad og legesyg som da hun var hvalp. Sille er en helt speciel hund med mest sjove temperament, hun betyder utrolig meget for os og vi håber inderligt at have hende mange år endnu.

 

Februar 2008

Nyhedssiden er opdateret med en del måneder som ikke tidligere har været sat på. Nu skulle hele 2007 dermed være "up to date". Det nye som er inkluderet på siden er fra Juli til December, bla. med sommerens aktiviteter, projekter, besøg i Frankrig, ifolinger 2007 etc. Der er desuden i efteråret sat enkelte nye fotos ind på de forskellige menuer - dvs. på hestenes egne "personlige" sider. Salgssiden er ligeledes inden for de sidste måneder opdateret med nye heste, samt flere fotos af bla. ML Pashkin etc


ML Pristinia & ML Pashkin

 

Februar 2008

Vi har i februar fået et nyt familiemedlem - en sød lille colourpoint perser pige på 1 år som hedder Minnie. Vi mistede vores 12 årige Gøj i 2006 og ville gerne have en colourpoint igen, hvis vi kunne finde den helt rigtige og én af "gammeldags" type. Vi faldt pladask for Minnie da vi så annoncen, og da det så viste sig at hun er i familie med Tiffa (Minnie's mormor og Tiffa er helsøskende) som vi mistede tilbage i 2001 var der ingen tvivl at hun skulle bo hos os. Vi er allerede utrolig glade for hende, hun har et super dejligt temperament, og minder meget i sind om både Tiffa og Gøj. Minnie faldt hurtigt til i hendes nye hjem, har det fint med hundene og ikke mindst er Peppe (vores 9 årige maine coon kat) glad for igen at have selskab. Det er desuden helt fantastisk at vi har fået vores gamle linier tilbage (verden er lille nogen gange) og vi håber ligesom med Tiffa, fremover at lave nogle få killinger med Minnie.

 

 

2007

 

 

November 2007

Vores skønne, finsk importerede, Korthåret Collie pige Lolly (Pinehillside's Lovely Blues) var den 3. November til hendes første udstilling - den Internationale DKK udstilling i Herning. Det gik super godt og hun tog næsten alle de bedste titler man kan opnå på én enkel udstilling. 1. præmering (excellent) i Åben Klasse, med flot udtalelse fra den Italienske dommer, CAC (det første certificat til til den danske Champion titlen), 1. Bedste Tæve Klasse, CACIB (certificat til den Internationale Champion titel), og Bedst i Modsat køn (BIM)

 

Oktober 2007

Den 2. oktober fyldte vores elskede Queenie (Poulsgaards Quickwitted Queen) 10 år. Fødselsdagen blev fejret med manér, paté om morgenen, lagkage om eftermiddagen og hun fik ny hundekurv i gave. Queenie er en fantastisk hund, der stadig er ligeså legesyg som da hun var hvalp og er generelt i top form, så heldigvis ser det ud til at vi har hende i mange år endnu. Queenie har i øvrigt i hendes yngre dage gjort det rigtig godt i udstillingsringen med utallige 1. præmeringer (Excellent), og opnåede titlen Dansk Champion næsten på rekort tid.

 

August 2007

Vi har haft travlt her i sommeren og efteråret med bla. nyt tag på stuehuset. Jeg har hjulpet det jeg kunne, men især Lars har arbejdet rigtig hårdt og bla. brugt hele hans ferie på det. Vi har pga de mange projekter der igang disse år besluttet at sige nej til alle forespørgsler på bedækninger af "udefra-kommende" hopper, men vil gerne sige tak for den interesse der har været for ML Pashmir de sidste sæsoner - det er altid dejligt at høre andre, udover os selv, kan lide vores heste.


Padishah (t.v.) og unghingsten Vertigo som leger med Emir (t.h.)

I August blev der dog tid til endnu et besøg hos vores venner Familien Akel (Cedar Oak Arabians) i Frankrig - og det var som altid skønt at tilbringe et par dage i deres selskab. Dog ærgrer det os tit at vi bor så langt fra hinanden, fordi vi altid har det så hyggeligt sammen, uanset om det har været i Paris eller på vores ture til THS auktionerne. I stalden stod der som sædvanligt utallige førsteklasses heste, hvad enten man er til Show heste eller top emner til ridebrug. Udover de mange Russiske heste med relation til vores linier, var der ligeledes nogle helt fantastiske galopemner ud af fransk/russiske afstamninger, deriblandt nogle pragtfulde føl og ungheste. Det var også skønt at se Padishah igen, han er en éner og bliver bare smukkere for hvert år - det har været en stor fornøjelse at følge både ham og hans afkom i efterhånden mange år. Det blev også et glædeligt gensyn med mange af de gamle legender, Bali's mor Brigantina, Amplituda, Taman, Angelika, Kaluga, Magnitka etc. Nanuk som altid har haft en special plads i vores hjerter, døde desværre kort tid efter, men jeg er glad for at jeg nåede at sige et sidste farvel til denne unikke dame.


De to Saluki drenge Faycal & Emir (t.v.) samt Gizmo - "chefen" på Cedar Oak

 

Juli 2007

Det er os en stor glæde at fortælle Galaktika (Aswan x Kamchatka x Mak) er konstateret drægtig med ML Pashmir (Padishah x Mitra Aasa x Abakan), på trods af at hun tidligere på året, aborterede 4 måneder før termin med dette års føl. Hun blev ifol ved én enkel bedækning, hvilket er flot af en ældre hoppe på 23 år. Gala har termin primo april og det er en kombination som vi har store forventninger til, samt ikke mindst et helt unikt afkom for os at få, da hun er én af de sidste Aswan døtre i verden som stadig er "aktiv" i avlen - vi krydser fingre for et hoppeføl som kan blive én af vore kommende avlshopper. Primonia blev ikke drægtig den ene gang vi forsøgte, og hendes folinger var ved at ligge lidt sent på året, så vi valgte at give hende en velfortjent pause (hun har allerede avlet 5 fantastiske afkom i Frankrig og 3 hos os). Pga. travlhed med alle vores projekter orkede vi ikke evt. at skulle køre Mitra Aasa frem og tilbage sæsonen igennem for at forsøge med inseminering, og besluttede at vente til 2008 med at ifole hende igen. Mitra er stadig en forholdsvis ung hoppe, så vi er ikke så stressede over at hun holder "fri" nogle sæsoner.


ML Pashmir & Galaktika

 

Juni 2007

Den 24. juni fik vi et super lækkert hingsteføl - ML Pashkin efter ML Pashmir ud af Primonia. Stamtavlen er overvejende Russisk (93,75 %) med en anelse Polsk. Den indeholder nogle af de sidste årtiers mest succesfulde Arabere, indenfor disse blodlinier (se komplet stamtavle under billederne). Vi har været så spændte på om Primonia og Pashmir igen ville lave samme fine kvalitet som ML Pristinia og er bestemt ikke blevet skuffet - det ser ud til at den kombination et et særdeles godt "mix". Pashkin har en skøn type med flot dish, bred pande og smukke øjne. Han er allerede utrolig muskuløs og velbygget. Pashkin har virkelig imponeret os med at bevæge sig rundt i en stor elastisk trav, kun få dage gammel. Han er et rigtig godt brugsemne - men forventes også at blive en hest der kan klare sig flot på Show. Pashkin er tillige et interessant emne til avl, både pga. hans egen kvalitet - men ikke mindst pga en fantastisk stamtavle. Den indeholder utallige European, World & Internationale Show Champions, samt top brugsheste - alene på de første 4 generationer er 18 heste testet på væddeløbsbanen. ML Pashkin er til salg, da vi ikke kan bruge ham på vores hopper (de har alle relation til ham). Besøgende er altid velkommen, men mht til ML Pashkin beder vi venligst om henvendelse fra købere, der vil udnytte hans potentiale, samt har seriøs interresse for Avl og evt. Show (udover feks. ridesporten). Pashkin's helsøster ML Pristinia, hans ¾ søster ML Parisa, samt begge forældre kan findes på hjemmesiden via "Hopper" og "Hingste". Pashmir's mor og far er ligeledes på disse menuer.


ML Pashkin 1 uge og 3 uger gammel

 

 

April 2007

Jubiii - det er endelig blevet forår !! (ML Pristinia & Primonia)

 

Marts 2007

Da både vi her på ML ARAB har rigeligt at se til lige for tiden og Kate (som hjælper med hjemmesiden) grundet personlige omstændigheder ej heller har meget tid/overskud disse måneder, håber vi folk bærer over med at hjemmesiden ikke er så opdateret her i foråret/sommeren som det kunne ønskes. Derfor vil "Nyheder" og "Salgsliste" måske ikke altid være så "up to date" som normalt, og flere af vores heste har nye billeder som endnu ikke er kommet på deres sider. Ligeledes er menuen "Forventede Afkom" stadig fra sæsonen 2006 - og "Afkom" er midlertidig slettet (da vi har en ny version der skal erstatte den gamle). ML Kazakhstan vil også på et tidspunkt få hans egen side på menuen "Hingste" etc.

Primonia & Mitra Aasa nød at sneen forsvandt og de igen kunne rulle sig i mudderet

I Marts har vi desværre mistet det ene af de to føl vi skulle have i 2007. Vores Aswan datter Galaktika har netop aborteret 4 måneder før hun skulle fole, med et hingsteføl efter ML Pashmir. Vi er utrolig kede af dette tab - det var en kombination vi har set rigtig meget frem til. Og ikke mindst ærgeligt at vi nu kun får set ét afkom efter Pashmir i år, da vi disse sæsoner har sagt nej til alle "udefra kommende hopper" og kun har bedækket egne hopper. Hans datter ML Pristinia udvikler sig fortsat super godt - hun er vores store stolthed og ét af de bedste afkom vi har avlet, så vi er lidt i tvivl om hvorvidt hun skal sælges (selvom det var planen da hendes mor stadig er aktiv i avlen).

"Hverdagsbilleder" af ML Pashmir og hans datter ML Pristinia

Her i løbet af foråret vil vi (som nævnt tidligere) forsøge at inseminere Mitra Aasa en sidste gang. Efter at måtte opgive at få hende drægtig med Monogramm, har vi valgt at prøve én enkel gang med Padishah, som har en betydelig bedre kvalitet i frostsæd. Det en kombination vi længe gerne har villet lave igen. Såfremt det ikke lykkedes vælger vi nok i en årrække kun at bedække Mitra naturligt. Vi ser blandt andet meget frem til (eventuelt allerede næste år) at kunne bruge ML Kazakhstan på hende. Deres linier er nogle som vi i mange år har glædet os til sætte sammen og vi er utrolig spændte på at bruge Kazakh på både Mitra samt hendes datter ML Shams Shakira.

 

© Fotos - må ikke benyttes uden tilladelse